Tanker om rustning
Vi har igennem tiden gjort os en række overvejelser omkring, hvad der er vigtigt for at producere godt panser. Derved har vi skabt et "værdisæt" på fem punkter, som vi så vidt muligt forsøger at leve op til, når vi designer og bygger rustning til levende rollespil.
Autencitet: Vi forsøger altid at lave rustninger, så de faktisk er rustninger og ikke bare plasticplader. Derfor bruger vi materialer, der så vidt muligt lever op til historisk korrekte standarter (bl.a. mindst 3mm tykt kernelæder, mindst 1mm tyk stålplade og mindst Ø8mm ringbrynjeringe med trådtykkelse 1,5mm) - og derfor faktisk i så høj grad som muligt fungerer som ægte panser.
Funktionalitet: Materialer er ikke alt. En rustning skal også være fleksibel nok til, at man kan bevæge sig og slås i den, for at fungere. Derfor fokuserer vi meget på at optimere bevægelsesfrihed. En del af dette er også, at rustningen passer sin ejer (hvilket ALT for ofte IKKE er tilfældet i dansk rollespil, og ofte udgør et alvorligt sikkerhedsproblem) - derfor laver vi panser efter bærerens egne mål. Samtidig skal panser være robust, derfor nitter og/eller syr vi alting ordentligt sammen.
Individualitet: En rustning skal ikke bare være en rustning - den skal være bærerens rustning. Derfor synes vi oftest at det er fedest, når bæreren kommer med sin egen ide/sit eget design - og vi kan diskutere det undervejs. Dette er samtidig grunden til, at vi aldrig laver det samme stykke panser 2 gange (medmindre det ønskes/kræves).
Æstetik: Ingen gider at have en grim eller dårligt udført rustning, lige meget hvor funktionel og individuel den er. Derfor stræber vi naturligvis altid efter at skabe panser, som er en fryd for øjet.
Sikkerhed: En rustning skal måske vigtigst af alt være så sikker som muligt, ikke kun for bærerens fjende, men i særdeleshed for bæreren selv. Derfor tænker vi i bygningsprocessen meget over sikkerhed. Blandt andet bukker/folder/ruller vi alle kanter på stål og andet metal, for at undgå at de er skarpe (både for våben, våbenfører og bærer).